onsdag den 12. december 2012

Verdens bedste brunkage - opskrift


Hvis der skulle sidde en der ude bag skærmen som endnu ikke har nået, at bage julesmåkager så er det dit held! For her kommer seriøst (!) den bedste opskrift på brunkager nogensinde. Det er første gang jeg har bagt dem for brunkagen er ikke en af mine favoritter (alt for mange dårlige minder med en hurtig omgang på 'færdig brunkage krydderimix' adr). Men men denne opskrift så er jeg blevet omvendt. Du får intet mindre end en perfekt brunkage: sprød, pæn og fuld af smag! Jeg ville ønske det var en hjemmegjort opskrift så alt æren kunne tilfalde mig, men sådan er det ikke. Den er tyvstjålet fra Mette Blomsterbergs bog 'Mette Blomsterbergs jul'. Nu sidder du måske og tror, at det bare er fordi fru Blomsterberg har lavet opskriften at jeg lovpriser den, men der tager du fejl, for jeg kan virkelig ikke udstå damen når hun er på tv - men hendes opskrifter på kager holder altså! Det kan godt være de er lidt mere omstændige end at hive en Dr. Oetker færdiglavet brunkage-krydderi ned fra hylden og knalde i dejen, men de er også meget bedre!

Ingredienser:
250g smør
125g lys sirup
250g farin
60g syltet appelsin (jeg undlod syltet appelsin da jeg synes det smager meget dårligt)
3 tsk kanel
1 tsk stødt nelliker
2 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt allehånde
500g hvedemel
25g usaltet pistacienødder
150g smuttede mandler
2tsk potaske
1 spsk koldt vand
* når der står 'stødt' så er det ikke mening du skal frem med morteren og støde hele krydderier, bare køb på pulverform.

Fremgangsmåde:
smelt smør, sirup og farin i en gryde til det er ca 70 grader (jeg brugte ikke sukkertermometer, men tog det på gefühlen). Tag gryden af varmen og lad det køle af.
Bland de syltede appelsintern med kanel, nellike, ingefær, allehånde og hvedemel. Bland også de hele pistacienødder og mandler i. Rør potaske og vand sammen i en kop og kom det op i den lune sirupsblanding.
kom de to blandinger op i en røremaskine og rør til det er ensartet.

Kom dejen i en form der er 18x18 cm og 5cm høj og foret med bagepapir i både bund og sider. Pres dejen godt ud i kanterne så den fylder hele formen ud. Læg ligeledes bagepapir i toppen og lad den stå ude ved stuetemperatur til dagen efter.

Forvarm ovnen til 180 grader. Skær dejen ud i tilpasse skiver og bag i 9-12 minutter.
Lad brunkagerne køle af på en rist og opbevar i lufttæt beholder.

1 kommentar:

  1. Åh, dit heldige asen! Jeg har aldrig været på Pottermore - Jeg stod sådan lidt af på det koncept, da jeg hørte omtalelser af det og hvad det faktisk indeholdt. Dét blev jeg aldrig forelsket i. Men jeg er til gengæld dybt fascineret af spillet her, der minder mig lidt om dét jeg prøvede til Wii engang. :)

    SvarSlet