tirsdag den 8. januar 2013

Delirium - Lauren Oliver


Fra forlaget: "Lena lever i en verden, hvor kærlighed er en sygdom. Når hun fylder 18 år, skal hun opereres, så hun kan leve trygt og roligt resten af livet - uden smerte og uden kærlighed. Lena glæder sig, men 95 dage før operationen møder hun Alex, og så 
sker det, der ikke måtte ske: Lena forelsker sig."

Hvis jeg kun havde læst forlagets beskrivelse af bogen var der no chance in hell, at jeg ville ha' læst den! Men heldigvis faldt jeg over den længe inden den blev oversat til dansk (ja, jeg har så været rimelig langsom om, at få den læst) og havde læst nogle engelske anmeldelser af den. 
Jeg er virkelig begyndt, at få en særlig ting for dystopiske romaner så det var dét der trickede mig i første omgang ved denne bog.

Lena Haloway lever i et samfund der er kureret for amor nervosa deliria (kærlighed). Alle skal efter deres 18 års fødselsdag have foretaget en obligatorisk operation i hjernen der slår evnen til, at elske og blive forelsket fra. Pointen med dette er, at så lever alle i fred og fordragelighed med hinanden uden, at stræbe efter mere - ingen jalousi, krige eller alvorlig kriminalitet. 

Omkring ens 18 års fødselsdag skal alle desuden til en 'evaluering', hvor man fremstilles foran et panel bestående af læger og andre højtstående indenfor regeringen, de skal bedømme ens personlighed på en ti-skala og resultatet definerer, hvilken uddannelse du skal tage, hvilket job du efterfølgende skal beskæftige dig med og ikke mindst hvem du skal giftes med. Derudover følger en seriøs overvågning af hele samfundet fra regeringens  side og alle under 18 har forbud mod, at være ude efter kl 21 og det er strengt forbudt for mindreårige, at have nogen kontakt med det modsatte køn før man er blevet kureret.

Man kan godt som læser sidde og undre sig over, hvordan regeringen kan slippe af sted med alt dette uden der er nogle der gør synderlig oprør mod systemet, men propaganda og hjernevaskelse har vist sig særdeles effektiv (også i den virkelige verden) og Lena tror fuldt og fast på, at kærlighed er den dødeligste og farligste sygdom der findes, og kan således ikke vente med, at blive kureret. 

Hele konceptet med, at kærlighed er farligt kan være lidt svært, som læser at sluge. Jeg blev hvert fald ved med, at undre mig over Lena's naivitet og hvordan hun kunne tro, at den store frihedsberøvelse regeringen udsætter alle for, er til deres eget bedste. Derimod havde jeg meget lettere ved, at identificere sig med Lena's bedste veninde Hana der konstant kommer med små stikpiller om regeringens korruption og ondskab - hun ved godt det er noget galt og behøver ikke møde en fyr og blive forelsket for, at se at regeringen er nogle magtbegærlige slyngler der udnytter en hel befolkning for egen vindings skyld.

Det der måtte ske, sker selvfølgelig; Lena møder Alex - en invalid der er født udenfor grænserne og derfor ikke er kureret, men lever i skjul forklædt, som kureret for at kunne leve indenfor bymuren, og selvfølgelig bliver de forelsket og hele Lena's verdensbillede begynder, at krakelere. Hun begynder, at tvivle på hvorvidt regeringen i virkeligheden er på borgenes side og om det er de invalide der hele tiden har haft ret.

Selvom jeg synes der er nogle skønhedsfejl i bogen, har den stadig meget potentiale og en interessant historie at byde på, så den er bestemt anbefalelsesværdig og jeg skal helt sikkert også læse fortsættelsen, 'Pandemonium'.

Titel: Delirium (også på dansk), Forfatter: Lauren Oliver, Sideantal: 394 

5 kommentarer:

  1. Sjovt, jeg har det modsat dig; jeg elskede omtalen, resumeet og omslaget, men blev lettere skuffet over indholdet. :P

    SvarSlet
    Svar
    1. Altså jeg synes bogens omtale var rigtig spændende og coveret synes jeg også er flot (dog ikke det danske bla. hvor der er smækket et close-up af et ansigt på - det synes jeg ikke passer med historien) men jeg synes især det danske resume er elendigt! Den fanger slet ikke min opmærksomhed.
      Jeg er enig i, at historien skuffer på nogle punkter. Jeg synes Lauren Oliver kunne ha' fået meget mere ud af hele konceptet end hvad hun formår her, men jeg håber hun har udviklet det lidt til næste bog (mindre insta-love og mere oprør med regeringen)

      Slet
  2. Det jeg allerbedst kunne lide ved denne bog var faktisk præmisset - jeg syntes det var et rigtigt interessant koncept, at kærlighed (følelser generelt vel egentlig) var "roden til alt ondt". Meget af argumentationen virkede egentlig ganske logisk, idet jeg synes det er rigtigt, at rigtig meget af de "dårlige ting" i verden netop skyldes følelser frem for ræsonnement. Ikke at jeg nogensinde ville stemme for at kurere folk for følelserne, men princippet var ganske interessant.
    Og så kunne jeg jeg faktisk fint "forstå" at Lena ikke stillede de store spørgsmålstegn ved noget i starten. Ja, det virker måske naivt for os, men hun er jo født og opvokset i den verden, og for hende er det altså helt normalt. Især når hendes forældre, så vidt jeg husker, også i høj grad (i starten) opfører sig som om det er det mest naturlige i verden :)

    Jeg har læst 2'eren, som var ok - mest glæder jeg mig til afslutningen, som vist kommer i år, for at se hvor det hele ender :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg havde skam intet imod præmisset, men jeg synes ikke det fungerede fordi Lena går rundt og kæmper lidt med sig selv om det nu egentlig også er rigtigt det regeringen gør, men så skubber hun det til side igen. Og hendes forældre - hvert fald moren, var jo ukureret og en langt bedre mor end de kurerede, det ved Lena også godt for hun bliver ved med, at fortælle om alle hendes gode minder og bliver ved med, at dreje ordene 'husk, at jeg elsker dig. De kan ikke tage det væk'
      Hun acceptere tilstandene fordi hun gerne vil passe ind og ryste hendes families rygte af sig.

      Og selvom hun går rundt og siger, at deliria er det værste af det værste, går hun samtidigt rundt og opremser alle mulige hverdags ting hun elsker - et ord hun slet ikke burde bruge! Og det irriterede mig virkelig meget, for så ramler hele konstellationen for forfatteren.

      Slet
  3. Haha tak fordi du sagde det. Nej selvfølgelig er det ikke dyrere som studerende. Bare mine klumsede fingre, der ikke kan ramme tasterne ordentligt ;)

    SvarSlet