onsdag den 20. februar 2013

Moules Mariniéres // hvidvinsdampede muslinger


Så er det blevet tid til en lille opskrift igen. Denne gang står det på den helt utroligt lækre moules mariniéres (ja det er fransk og fint) som er en af mine livretter. Det her er en dejlig hygge-og-smovse ret som både gør sig godt i hverdagen og til gæster, det er lækkert men samtidigt virkelig hurtigt at lave.
Hvis man er lidt muslingeforskrækket kan samtidigt være en god begynder ret.

Ingredienser: (4 prs. hovedret)
Blåmuslinger (vi brugte 3kg)
3 gulerødder i den lille/mellem str.
1 porre
3 fed hvidløg
hvidvin
kvart piskefløde
1 rosmarinkvist
2 skalotteløg

Aioli:
2 past. æggeblommer
3 fed hvidløg presset
1-2 dcl. god olivenolie
2tsk citronsaft

Brød on the side

Sådan gør du: (start med at rense muslingerne og derefter lav aioli'en og sæt den på køl før du går videre)
Hæld dine muslinger ned i koldt vand og rens dem for skæg og andet gams. Hvis muslingerne ikke lukker nede i vandet så bank dem mod vasken og se om der så sker noget - hvis de stadig er åbne så skal de kasseres. Det betyder nemlig at muslingen er død. Ydermere skal alle muslinger med skader på skallen (huller osv) også kasseres.

Skær alle grøntsagerne i passende 'suppebider'. Hvidløg hakkes fint, ligeledes med løgene. Pil rosmarinbladende fra den tørre pind.

Svits grøntsagerne, løg og rosmarin i en stor gryde i ca 5min. Hav en forholdsvis høj varme på blusset. Kom dine muslinger op i gryden og rør rundt så grøntsagerne bliver fordelt. Hæld hvidvin ved (ca 2dl.. eller mere) Kom fløden i og put låg på gryden. Retten er færdig når alle muslingerne har åbnet sig helt (ca. 5-7min)

Pisk æggeblommerne sammen med hvidløget. Tilsæt olivenolien lidt efter lidt (start med 1dcl.) det skal hældes meget langsomt i - ellers så skiller mayonnaisen og du skal starte forfra. Når den første dcl. er kommet i, så vurder konsistensen og om den har behov for lidt mere (jeg brugte ca. 1,5dcl olivenolie) smag til med citronsaften og salt/peber.

Server muslingerne i en dybtallerken og hæld over med varm suppe. Spis lækkert brød ved siden af og dyp i aioli'en.



8 kommentarer:

  1. Jeg har aldrig vovet mig udover min sikkerhedszone, når det kommer til mad. Muslinger virker for fremmed for min smag, men retten ser næsten så tiltalende ud, at jeg kunne fristes til at prøve. Hvor længe tager det at lave retten?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvad med fisk og skaldyr generelt, er det noget du spiser? :)
      Det der tager længst tid er at rense muslingerne og tjekke dem. Når det er gjort vil jeg skyde på det maks tager 15min :)

      Slet
    2. Jeg spiser ikke skaldyr, men fisk kan jeg sagtens spise med jævnt mellemrum.

      Tak for info. Jeg overvejer at overraske min kæreste med retten, da han er ellevild med muslinger. Men det bliver først når flytterod er fortid, og vi har fundet os helt tilrette i vores nye lejlighed.

      Slet
    3. Jeg vil sige go for it! :)

      Slet
  2. "Hvis man er lidt muslingeforskrækket" = det er vist mig ;D Hvis jeg en dag bliver modig og beslutter mig for at prøve muslinger, bliver det dog helt sikkert denne ret :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Har du haft en dårlig oplevelse med muslinger? :) og hvordan med fisk og skaldyr generelt egentlig? :)

      Jeg synes du skal tage mod til dig næste gang Irma har blåmuslinger på tilbud ;)

      Slet
    2. Næh, ikke så vidt jeg husker - tror bare, at jeg er lidt nervøs for konsistensen. Men generelt er jeg vild med fisk og skalddyr - i den udstrækning, jeg har smagt det i hvert fald ;)

      Slet
  3. Det ser virkelig lækkert ud. Er normalt ikke en stor fan af muslinger, men det dér ser så lækkert ud, at jeg overvejer at prøve det!

    SvarSlet