fredag den 22. marts 2013

LES MISÉRABLES


Jeg var så heldig, at jeg igår fik tillusket mig en fribillet til premieren på Les Misérables. Og jeg havde virkelig, virkelig glæder mig meget! Når man ser traileren, plakaterne og folks omtale så er det jo stort set umuligt ikke, at forvente en storslået filmoplevelse der blæser dig fuldstændig bagover + Anne Hathaway trak jo en oscar hjem for sin præstation, så man kan roligt sige at mine forventninger var store.

Fik jeg så hvad jeg forventede? Nej det synes jeg faktisk ikke helt jeg gjorde. Oh shock and horror, jeg indrømmer rent faktisk at jeg ikke synes filmversionen af Les Misérables var helt så fantastisk, som mange har gjort den til. I min optik er der gået lidt inflation i, at synes den er fantastisk - kun fordi det er Les Misérables. Kultursnobberi kan man jo aldrig få for meget af.

Inden nogle kommer for godt igang og siger, at grunden til min blandede fornemmelser for filmen, er at jeg ikke kan lide musicals, så lad mig for god ordens skyld sige at sådan er det ikke. Jeg kan godt lide musicals og er vokset op med ture i teateret både for at se folkelige musicals og finere teater! Jeg kan bare ikke lide alt der har noget med sang og musical at gøre. F.eks. Glee; den mest politiske korrekte tv-serie der er produceret til dato. Jeg kan bare ikke! Det er happy-go-lucky når det er værst og mine æggestokke kryber bogstaveligt talt i hi når jeg ser Blaines ankelbukser. Men der imod elsker jeg fuldstændig Moulin Rouge, som jeg personligt synes er en af de mest vellykkede musicals der er adaptet til lærredet.

Men nu skal det jo handle om Les Misérables: Filmen kommer rigtig godt fra start og der bliver brugt storslåede filmiske scener og virkemidler - alt sammen noget man ikke kan lave på et teater, så det er jo oplagt at få puttet det ind i en film når nu man har chancen og muligheden. Men derefter virker det som om filmen 'vil for meget'. Den starter med de storslåede scener, men krymper langsomt ind og bliver meget 'smal'. Håndholdt kamera og rigtig mange up-close billedscener af karakterene. Den går i to retninger og det er en anelse forvirrende.

Les Misérables skal forestille, at vise en flok stakler der er ludfattige og kæmper deres vej gennem sølet for en bedre tilværelse igennem en revolution, men jeg må ærligt indrømme at den opgave magter filmen ikke og skildre. Jeg sad ikke med en følelse af, at være vidne til mennesker der slider og slæber sig gennem mudder og fornedenheder for at gøre op med uretfærdigheden. Men derimod bliver filmen meget pæn og ren med fokus på det æstetiske.

Jeg vil dog pointere, at Anne Hathaway gjorde det rigtig godt i rollen som Fantine og hendes sang 'I Dreamed A Dream' var sammen med 'Can You Hear The People Sing', 'Master Of The House', 'Look Down'  og 'At The End Of The Day' blandt mine yndlings i filmen. Til forskel for Broadway versionen af musicalen har man i filmen valgt, at gøre sangene mere enkle, dvs. fjerne eller gøre den musiske baggrund meget lille og have et stort fokus på den rene sangstemme og det er lidt ærgerligt synes jeg. For sangene fra Broadway er så smukke med deres bombastiske orkester og man får virkelig en større oplevelse af musikken på den måde synes jeg.

Man har desuden valgt at alle replikker i hele fimen (2,5 time) skal synges (det kan tælles på én hånd hvor mange replikker/linjer der bliver sagt med almindelig talestemme) og det virker altså ikke altid efter hensigten, specielt ikke når vi kigger på Russel Crowe der spiller lovens lange arm; Javert. Han er måske filmens dårligste blandt hele castet og han formår simpelthen ikke, at levere varen når det kommer til musical sang.

Højdepunktet rollemæssigt var for mig, udover Anne Hathaway, Helena Bonham Carter og Sacha Baron Cohen der spiller ægteparet Thénardier der stjæler og fusker med arme og ben og giver deres roller et edgy funny twist. Hvor imod jeg elsker stort set alt Bonham Carter er med i, havde jeg virkelig ikke troet at manden inden i Borat ville formå at kunne levere i en musical - men det kan han altså!

Når vi har talt højdepunkt må man også komme ind på lavpunkt; og her må jeg krybe til korset og selvom det smerter mig, at sige det så skulle snacken Eddie Redmayne holde sig til, at bygge katedraler i Jordens Søjler. Eller, det er bare fordi romancen mellem Cosette og Marius slet ikke fik mig til at føle noget som helst! Jeg synes den var virkelig ligegyldig i hele filmen og det var bare sådan blaaah.

Alt i alt var det en blandet følelse jeg sad med og de 2,5 time syntes lige lovligt lange til tider så jeg vil give den 3 ud af 5 mulige stjerner. Du skal se Les Misérables, hvis du er til musicals, men være opmærksom på at den langt fra yder historien fra Victor Hugo retfærdighed. Om jeg skal have den på dvd når den udkommer? Hmm, det ved jeg faktisk ikke helt. Jeg tror i stedet jeg vil lytte til sangene fra Broadway for de er helt fantastiske.



2 kommentarer:

  1. God anmeldelse :) Selv om vi jo ikke er enige ang. den samlede bedømmelse af filmen, er jeg enig i stort set alle dine pointer - for mig er der bare en masse andre ting, der opvejer dem, og den samlede følelse jeg sad tilbage med efter at have set den var altså af den grund også mere imponeret og begejstret end din ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak! :)
      Jeg kan sagtens se hvor du kommer fra, men som sagt så er vores "bundresultat" en anelse forskelligt - og det skal der jo være plads til :)

      Slet