tirsdag den 9. april 2013

SPEECHLESS - HANNAH HARRINGTON

Titel: Speechless
Forfatter: Hannah Harrington
Sprog: Engelsk (ikke oversat)
Sideantal: 288
Bedømmelse:



"Alle ved at Chelsea Knot ikke kan holde på en hemmelighed.

Indtil nu. Fordi den sidste hemmelighed hun delte forvandlede hende til en social paria - og fik næsten nogen slået ihjel. 

Nu har Chelsea taget en ed af stilhed - for at lære at holde sin mund lukket og stoppe med at skade andre. Og hvis hun tror det er hårdt at holde på hemmeligheder, så får hun en overraskelse; ikke at stå op for sig selv når hun bliver ignoreret, mobbet og endda overfaldet er værre.

Men der er styrke i stilhed og i de nye venner, som overraskende nok kommer til hende, personer hun ikke havde lagt mærke til før; en dreng hun endda måske kunne falde for. Hvis bare hendes nye venner kan tilgive hvad hun har gjort. Hvis bare hun kan tilgive sig selv."

Først og fremmest har denne bog modtaget sindssyg positiv kritik og anbefaling stort set alle steder jeg har kigget, så naturligvis var mine forventninger høje.

I starten af bogen var jeg dog en lille smule skuffet, og troede dette bare var endnu en historie om high-school drama med en hovedperson der er en del af det populære slæng og bedsteveninde med über bitchen i byen. Og til dels er det rigtigt nok. Altså, Chelsea er ikke en speciel sympatisk karakter; hun er en stor 'sladrehank' der er villig til at gøre hvad som helst for nogle hurtige grin og anerkendelse fra hendes bedsteveninde, Kristen, ligegyldigt hvem hendes sladder går ud over.

Og da jeg sad og læste blev jeg ved med, at tænke at det simpelthen ikke kunne passe at nogen kunne være så led og tomhjernet på andres bekostning uden at kunne se det de gjorde var forkert. Men så indså jeg, at jeg efterhånden er blevet så vandt til, at læse om karakterer der er så sødsuppe gode på en fuldstændig umenneskelig måde. Og sådan er virkeligheden altså ikke! Mennesker er grimme, hvert fald en del af os, og vi har det allesammen indeni os. Så med det in mente fortsatte jeg min læsning og så Chelsea i et lidt andet lys. Jeg vil ikke sige, at jeg godkendte hendes opførsel, men jeg forstod hende godt. Jeg kan godt forstå hvor hun kommer fra.

"You can be surrounded by people and still be lonely. You can be the most popular person in school, envied by every girl and wanted by every boy, and still feel completely worthless. The world can be laid at your feet and you can still not know what you want from it."

Chelsea har hele tiden været en del af det populære slæng og med tiden har hun mistet sig selv, hun har mistet sig selv i sin kamp for at beholde hendes position som Kristens bedsteveninde og højre hånd. Men da hun en dag ser noget hun absolut ikke skulle, og fortæller alle omkring hende det, bliver hun en del af oversagen til at en person ender med næsten at blive dræbt.

Fra da af tager Chelsea en ed af tavshed. Når alt hvad hendes giftige tunge gør, er at skabe problemer for hende selv og andre tænker hun, at det nok er bedre hvis hun helt holder op med at tale.
Chelsea går fra at være populær til en social paria - uønsket ligemeget hvor hun er. Dem hun før så som hendes venner har afsvoret hende og resten af skolen har hun på den ene eller anden måde allerede bagtalt og mobbet. Folk står ikke ligefrem i kø for, at blive ven med Chelsea.

Men så dukker Asha og Sam op. Og Chelsea begynder og forstå at der er andet i livet end at være Kristens marionetdukke. 
Med hendes ed af stilhed begynder Chelsea at ændre sig. I stedet for at tale begynder hun at lytte til folk og rent faktisk interessere sig for hvad de siger. Hun begynder at indse, at når alt kommer til alt har hun nok ikke mistet så meget som hun troede.

Hannah Harrington har virkelig skabt en roman der er fyldt med vigtige emner og pointer, men hun gør det på en måde hvorpå det undgår at blive en kliché og en parodi af en voksen der taler ned til de unge. Hun har skabt en bog der gør det muligt at blive suget ind i hovedet på én man ved første øjekast ville kategorisere som led og slem, men desto længere man kommer i bogen desto mere kan man relatere til Chelsea og hvorfor hun handlede som hun gjorde. Udover det gode plot har Harrington et brilliant sprog gennem hele bogen. Det er både smukt og vittigt og især de sjove dele gør, at bogen ikke ender som en løftet pegefinger.

Jeg elskede bogens rå ærlighed. Chelsea er råt og uforsødet. Hun er slem, men også virkelig troværdig og med tiden lærer man at holde af hende. Hun vinder en over, så at sige. En del af bogens stærkeste side er dens karakterer; både bipersonerne er meget livlige og troværdige og hjælper med at bære bogen fremad.

2 kommentarer:

  1. Haha. Ja, det er vores genialitet der får os til at huske sangen og tænke ens. :P

    SvarSlet
  2. Åh ja, jeg lader også gerne andre om at købe sko, makeup etc i læssevis - Stik mig en smuk, ny taske i stedet! <3

    SvarSlet