tirsdag den 14. maj 2013

AT GRAVES END - NIGHT HUNTRESS #3

Titel: At Graves End (Night Huntress #3)
Forfatter: Jeaniene Frost
Sideantal: 342
Sprog: Engelsk
Bedømmelse:





"Det burde være Cat Crawfields bedste tid af hendes liv. Med hendes udøde kæreste, Bones, ved hendes side, beskytter hun succesfuldt de dødelige fra de uregerlige udøde. Men selvom Cat's nye forklædning efter den anden, skjuler hendes sande identitet fra blodsugerne, er hendes cover endelig blevet afsløret og det putter hende i en forfærdelig fare.
Og hvis ikke det var nok, er en kvinde fra Bones' fortid målrettet på, at begrave ham én gang for alle. Fanget i krysilden af en hævntørstig vampyr, dog beslutsom på at hjælpe Bones med at stoppe en dødbringende magi fra at blive løssluppet, er Cat ved at lære den sande mening ved dårligt blod. Og alle hendes tricks som special agent vil ikke hjælpe hende her. Hun bliver nødt til, at omfavne sine vampyr-instinkter hvis hun skal redde sig selv - og Bones - fra en skæbne der er værre en graven."
 
Det er som om jeg er blevet en anelse snydt af denne serie! Jeg storelskede jo 1'eren (Halfway To The Grave) og kunne slet ikke få hænderne ned, men ligesiden er det som om det kun er spiralleret nedad. Jeg finder mig selv siddende og kede mig ved den store mængde action der bare bliver ved  og ved og ved og ved med, at fylde siderne! Og det er jo lidt mærkeligt, for action er jo en god ting i en bog, men her er det som om det bare sker for hurtigt og for meget. Man når ikke at absorbere handlingsforløbet fordi bogen løber derud af med en fart på 110km i timen og jeg er altså kun på gåben.
Derudover synes jeg det kunne været rart med et plot der kunne holde igennem flere bøger - altså at den store stygge vampyr ikke altid blev besejret til sidst og Cat og Bones så bevæger sig videre til en anden stor styg vampyr der også vil have dem begge to udryddet. Det virker bare utroværdigt når der i hver bog kommer en ond skurk der er endnu mere ond og magtfuld en den der onde skurk i forrige bog, som vi jo lige gik og troede var über-skurken over dem alle, for sådan fik de det jo beskrevet. Jeg mener, der må efterhånden være en grænse for hvor mange vampyrer der er tusindvis af år gamle, som af en eller anden grund pludseligt vil have Cat og Bones ned under jorden. Altså, Bones har trods alt formået at leve i over 200 år uden at være et konstant offer for mord og snigskytter før han mødte Cat, men nu er de altså pludseligt most wanted nr. 1 og 2 blandt de udøde.
Cat har efterhånden udviklet sig til en fuldblodet vampyr-slagter der ikke finder sig i noget som helst fra nogle, og kan udradere flere horder af onde vampyrer og ghouls, blot ved hjælp af et par højhælede sko med sølvhæl. Selvom hun altid har været en stærk karakter synes jeg hendes udvikling er gået i den forkerte retning, hun har mistet meget af den troværdighed og menneskelighed jeg faldt for i Halfway To The Grave. Lad hende nu for en gangs skyld få nogle alvorlige skrammer der ikke bare lige bliver healet af lidt spicy blod fra Bones. Jeg savner autencitet og følelsen af, at sidde på kanten af sædet for at se om de nu overlever deres missioner i ét stykke.
Derudover mangler jeg den sjove og ærlige dialog mellem Cat og Bones, som i 1'eren fik mig til at grine, men nu er det som om Cat er blevet for 'sej og hårdfør' til at der plads til den slags og Bones glider lidt i baggrunden og er egentlig bare en bodyguard for Cat. Det er en meget ærgerlig karakterudvikling for dem begge, for det var deres kemi der fik mig fanget fra start af. Dog skal der lyde en ros til Frost for, at skabe en sjov karakter ud af Cat's mor, Justina, der er foragter alle vampyrer og overnaturlige væsner fordi hun som ung blev voldtaget (eller, det var så bare noget hun opdigtede fordi hun ikke kunne forholde sig til tanken om at have sex med en vampyr) af en nyligt forvandlet vampyr, der viser sig at være lidt af et røvhul. For at sige det mildt, giver hun Bones en meget hård modtagelse og er ikke for sart til at kalde ham alle vederstyggeligheder hun kan finde. Selvom Justina aldrig bliver vampyr-fan ændre hun sig ligeså stille til, at gå fra en irriterende snerpe til en med humor, som finder en lidt usandsynlig soveværelseskammerat..


1 kommentar:

  1. Helt enig med dig ift. CPH Zoo-dyrenes forhold! Får helt ondt i maven af at se de dyr, der nærmest helt psykotiske bare går rundt i den samme ring igen og igen. :(

    SvarSlet