onsdag den 12. juni 2013

ANMELDELSE: OBSIDIAN (LUX#1)

Titel: Obsidian
Forfatter: Jennifer L. Armentrout
Serie: LUX #1
Sideantal: 361
Sprog: Engelsk
Læst på: Kindle
Bedømmelse:



"Starting over sucks. When we moved to West Virginia right before my senior year, i’d pretty much resigned myself to thick accents, dodgy internet access, and a whole lot of boring .. until i spotted my hot neighbor, whith his looming height and eerie green eyes. Things were looking up.
And then he opened his mouth.
Daemon is infuriating. Arrogant. Stab-worthy. We do not get along. At all. But when a stranger attacks me and Daemon litterally freezes time with a wave of his hand, well, something .. unexpected happens. The hot alien living next door marks me. You heard me. Alien. Turns out Daemon and his sister have a galaxy of enemies wanting to steal their abilities, and Daemon’s touch has me lit up like the Vegas Strip. The only way i’m getting out of this alive is by sticking close to Daemon until my alien mojo fades. If i don’t kill him first, that is."

Jeg havde virkelig hørt mange gode ting om Obsidian og ikke mindst hele LUX-serien, og jeg har haft den på min To Read liste i evigheder, men alligevel har det taget mig ret lang tid før jeg tog hul på den. Jeg tror det har noget, at gøre med genren - LUX handler nemlig om aliens! Ja, Aliens.. Jeg har aldrig læst særlig meget Scifi og når nogle siger 'aliens' så tænker jeg straks på filmen af samme navn og klamme grønne, slimede væsner.  Men så læste jeg The Host og selvom jeg havde det svært med hele alien-konceptet til, at starte med så blev jeg ligeså stille vandt til det. Jeg ved ikke, hvorfor aliens er så fremmed for mig, for i grunden er det jo ligeså unaturligt som vampyrer og varulve, men måske det er på grund af alle de dårlige speciel-effekst film der er lavet om aliens og invasion fra det ydre rum.
Nå, men tilbage til Obsidian! På trods af min alien mistro og skepsis så tog Obsidian mig med storm! Der er ikke noget grønt og slimet over disse aliens, og man glemmer faktisk ret hurtigt, at der er tale om netop aliens. Godt nok kommer de fra en planet flere lysår væk fra vores og i deres naturlige form lyser de op som solen, men altså når vampyrer der glimter i solen kan sælge bøger, så kan omvandrende lyskegler sguda også!
Obsidian har mange af de kendte fantasy klichéer, men på en eller anden måde så virker det bare her! Pige der flytter til en ny lille by? Tjek. Pige ser sig selv som gennemsnitlig, men i virkeligheden er hun mega smuk? Tjek. Forældrene er aldrig hjemme, så pige kan gøre stort set hvad hun vil? Tjek. De overnaturlige væsner har vundet en fuldtræffer i gen-puljen? MEGA TJEK. Overnaturlig fyr redder pige fra nær dødsoplevelse og afslører herved hans mega hemmelige jeg-bliver-nødt-til-at-dræbe-dig-hvis-du-finder-ud-af-det-kræfter? Tjek. Fyr prøver herefter at skubbe pige væk og nægter, at have kick-ass kræfter? Tjek. Pige tror ikke en meter på hans munddiarré? Tjek. 
Det er altsammen noget jeg godt kan få fnidder af, når det lidt er skabelonen alle fantasy-forfattere snart bruger, men altså på en eller anden måde så hiver Armentrout den bare hjem her. Og selvom det godt kan minde en smule om Twilight så gør karakterne i Obsidian, at det bliver flere længder bedre. Her er nemlig ingen svag lille Bella der er til, at få lange nosser over. 

Det kan godt være svært, at finde på noget nyt når man skal skabe en kvindelig karakter, som læserne kan holde af og identificere sig med og jeg har virkelig læst mange bøger, hvor hovedpersonen er somewhat intelligent og holder af, at læse (det er aaaltid klassikere de læser), så hvad skal man som forfatter finde på? Jo, man går skridtet videre og skaber en hovedperson der er ligesom læseren - Hun er nemlig bogblogger! Og jeg ved ikke om det er for, at fedte sig til bonuspoint at Armentrout vælger, at gøre dette, men det virker altså! Instant like fra mig, og så er det altså lidt sjovt, at læse om en masse genkendelige aspekter fra bogblogging miljøet. Ydermere er Katy smart, sjov, vittig og kan give Daemon kamp til stregen når han går All Dickface.

Og så til Daemon. Bogens too hot for words badboy. Og vi har jo været inde på det før: jeg eeeelsker en god badboy. Men for satan, de skal altså balancere på den tynde grænse mellem Jerkface og Hemmelig Svigermorsdrøm, før det virkelig fungerer. Men ingen grund til, at være nervøs, Daemon fungerer! Han er uimodståelig lækker med en sixpack man kan rive ost på, og Katy kan ikke benægte, at hun er tiltrukket af ham! 

Men det virkelig store turn-around er, at selvom Daemon behandler hende dårligt er hun ikke en af de heltinder der bare ligger sig om på ryggen of accepterer tilsviningerne. Katy er smart nok til, at kunne kende forskel på kærlighed og lyst. Her er en hovedperson der sagtens kan sige: " Denne fyr er nok det lækreste piece of ass jeg nogensinde har set og jeg ville totalt get down and get dirty med ham, men ikke mere end dét for han er et totalt røvhul og jeg fortjener bedre". STÅENDE APPLAUS, find dig ikke i noget, guuuurl! Dejligt forfriskende!

Daemon har selvfølgelig en følsom side under hans arrogante og flabede ydre, men selvom han er 1/3 sød og følsom, så er det ikke ensbetydende med, at Katy bare skal tilgive hans idiotopførelse og degradere sig selv. Armentrout skaber en karakter der endelig gør op med den stereotype heltinde der finder sig i hvad som helst bare på grund af en savleværdig krop. Og det giver selvfølgelig masser af anledning til noget seriøs sexual tension. Jeg er fan! Og kan slet ikke tøjle min begejstring så jeg har allerede skaffet mig forsættelsen og skal læse den ligeså snart jeg har sat det sidste punktum! Punktum.
image

2 kommentarer:

  1. Jeg må læse den. Snart. Nu. Efter denne bog tror jeg. Du solgte den på det der bogblogging og stærk kvinde. Yay. Det er jo en mangelvare.

    SvarSlet
  2. Den lyder virkelig god, og er straks kommet på min skal-have-læst-liste! :)

    SvarSlet