tirsdag den 9. juli 2013

ANMELDELSE - ONYX (LUX#2)

Titel: Onyx
Forfatter: Jennifer L. Armentrout
Serie: LUX#2
Sideantal: 366
Sprog: Engelsk
Læst på: Kindle
Bedømmelse:


"Being connected to Daemon Black sucks…
Thanks to his alien mojo, Daemon’s determined to prove what he feels for me is more than a product of our bizarro connection. So I’ve sworn him off, even though he’s running more hot than cold these days. But we’ve got bigger problems.

Something worse than the Arum has come to town…

The Department of Defense are here. If they ever find out what Daemon can do and that we're linked, I’m a goner. So is he. And there's this new boy in school who’s got a secret of his own. He knows what’s happened to me and he can help, but to do so, I have to lie to Daemon and stay away from him. Like that's possible. Against all common sense, I'm falling for Daemon. Hard.

But then everything changes…

I’ve seen someone who shouldn’t be alive. And I have to tell Daemon, even though I know he’s never going to stop searching until he gets the truth. What happened to his brother? Who betrayed him? And what does the DOD want from them—from me?

No one is who they seem. And not everyone will survive the lies"


HOLY MOTHER OF GOD... Den her bog var sindssyg! Tog mig ved struben og kørte mig rundt i manegen og efterlod mig gispende uden luft til sidste side. Ja, så god var den! Armentrouts LUX-serie har hvert fald fortjent en plads på min favorithylde! 

Jeg ved ikke helt, hvad det er ved Armentrout's bøger der bare gør det SÅ let, at blive forelsket i dem, måske det er den rette blanding af action, kærlighed og humor der fungerer på sådan et godt plan, at jeg fandt det stort set umuligt at lægge dem fra mig igen. Dertil kommer nogle kick-ass karakterer, som er en fornøjelse at læse om. Og nå ja, Daemon. Vi må ikke glemme Daemon! (Lad os lige allesammen tage et minut og værdsætte sådan en snack!)

Obsidian startede virkelig godt ud og man skulle næsten ikke tro det, men Onyx tager det til et helt nyt niveau. Der er mere action, flere følelser, mere steamy kærlighed og flere humoristiske sammenstød mellem Katy og Daemon. Som læser kommer vi længere ind i verdenen af Luxen og Arum og nogle af de spørgsmål der blev sat i Obsidian bliver besvaret, men langt flere bliver stillet så man sidder på kanten af sædet og bare  have fat i 3'eren når man har afsluttet denne. 

Onyx tager mere eller mindre fat der hvor Obsidian efterlod os. Katy er stadig ligeså sjov og hårdhudet, som sidst og Daemon er på en mission for, at vise at hans følelser er ægte og ikke bare et resultat for deres nylige alien-forbindelse. I Onyx ser vi en mere menneskelig og følsom Daemon. Væk er Jerk-face Daemon (eller hvert fald for det meste af tiden) og han prøver virkelig, at gøre op for sin hidtil dårlige opførsel. Desværre bruger Katy det meste af tiden på, at skubbe ham væk. Det kunne godt gå hen og blive ret irriterende til tider og nogle gange havde jeg lyst til bare, at råbe "SÅ HOP DOG PÅ HAM", men på den anden side kan jeg godt forstå hvor hun kommer fra - for han var virkelig en idiot i Obsidian. Men alting har jo konsekvenser og hendes distance fra Daemon forsager nogle hjerteknusende hændelser, som jeg slet ikke havde set komme! Prepare yourselves! 

Der var dog et lille minus ved Onyx, som jeg synes var ret ærgerligt. Katys veninde Dee bliver skubbet ret meget ud på sidelinjen og gjort til en sidekarakter og det er synd! Endelig har vi en bedsteveninde i en fantasyroman der ikke er en tomhjernet gås! Dee er sød, sjov og en person man ikke kan andet end at holde af. Derfor synes jeg det er trist at hun fylder så lidt i Onyx. Alt har jo en grund, og Dee's mindre rolle skyldes en ny karakter, som jeg grundet spoilere ikke kan sige for meget om, men denne nye person hedder Blake og spiller en ret vigtigt rolle! I starten var jeg nervøs for om Blake nu ville gå hen og skabe en kærligheds trekant (Oh yes, den sagnomspundne loooove triangle), men selvfølgelig hopper Armentrout ikke ned i den værste fantasy kliché der eksisterer! Gudskelov og tak for dét.

Plottet i Onyx er langt mere komplekst end jeg hidtil havde troet og intet er som det ser ud (da-da-da-daaam). Der var så mange twists og drejninger og ikke et halmstrå af Twilight-ish, som jeg fandt i Obsidian, og hvad jeg først antog som en selvfølge (Dawson og Bethany's død, Forsvars Afdelingen, Katy og Daemons forbindelse) blev drejet 180grader. Der er ikke andet, at side end at dette er en kick-ass bog med en ond, ond, ond cliffhanger der havde mig siddende sådan her:
image

Ingen kommentarer:

Send en kommentar