torsdag den 10. oktober 2013

READ-A-THON


Hvis man følger bare en lille bitte smule med i bogblogger-miljøet så kan det næppe været gået nogens næse forbi, at der på lørdag bliver afholdt Dewey's Read-a-Thon, men hvis du alligevel sidder og tænker 'Næ hov, hvad søren er det?!' så kan jeg da oplyse dig om, at det er en dag hvor man læser i 24 timer i træk fra kl. 14 lørdag til ditto søndag. I løbet af dagen vil der inde på hjemmesiden blive offentliggjort diverse konkurrencer og challenges man kan deltage i. Og nu til hele humlen med dette indlæg, skal i deltage?! 

Sidste gang da det blev afholdt, i april, var jeg kun med på sidelinjen og holdt øje med folks opdateringer på Twitter og Goodreads, jeg kan ikke helt huske om jeg egentligt havde planer eller om jeg bare ikke helt følte det var noget jeg gad deltage i. Og sådan har jeg det faktisk også denne gang. Mit læsemønster er nemlig meget præget af, hvad jeg føler for i det præcise øjeblik. Jeg planlægger aldrig, hvad jeg skal læse eller laver lister, som jeg ved mange andre bogbloggere gør. Derfor deltager jeg heller aldrig i diverse 'udfordringer', hvor det fx. hver måned gælder om at læse noget indenfor en bestemt genre eller andre lege, hvor man udvælger hvad man specifikt skal læse på et givent tidspunkt. Det fungerer bare ikke for mig. Læsning er for mig fuldstændig afslapning og det føler jeg bliver udfordret når man skal putte den i kategorier og bokse for at 'optimere ens læsning'. Jeg ved godt at jeg måske er alene med den holdning, da jeg kender rigtig mange der deltager i sådanne projekter og lege, men det er bare ikke min stil. Og det er præcis her jeg bliver i tvivl om, hvorvidt jeg gider deltage i Dewey's Read-a-Thon. Udover at det ikke vil være muligt for mig at deltage i alle 24 timer, da jeg har planer i løbet af lørdagen og står med en familiefødselsdag søndag, som jeg gerne skulle være nogenlunde frisk til, så ved jeg ikke om jeg har lyst til at stresse igennem så mange bøger og sider som muligt. Og det vil nemlig lynhurtigt gå hen og blive en stressfaktor for mig - hvor meget har jeg læst, hvor meget mangler jeg, hvor meget har andre læst, shit jeg er 'bagud' osv osv. Det er jo ikke en konkurrence om at 'komme først', men stadig lidt en konkurrence om at få læst så meget som muligt, og selvom du egentlig kun konkurrere med dig selv, så vil jeg nok ikke kunne undgå at føle mig lidt stresse over hvor meget jeg når ift. andre. 

Men på den anden side så synes jeg det kunne være enormt hyggeligt, at sidde og læse på præcis samme tidspunkt, som tusindvis af andre bog-entusiaster. At få det der fællesskab, som man egentlig går glip af til daglig, i og med læsning er en ret ensom fornøjelse, dét tror jeg kunne være sjovt. Jeg tror først jeg beslutter mig for om jeg vil deltage på selve dagen, men hvis jeg nu ender med at være med i et par timer så har jeg alligevel sammensat en bunke af bøger jeg muligvis kunne gå igang med. Det er både bøger der har stået på min reol i efterhånden et stykke tid og nogle jeg fluks vil kunne downloade til min Kindle. Til fælles for dem allesammen er deres mere eller mindre letbenede genre; der er både chick-lit, YA, fantasy og en lille 'klassiker' i form af Harry Potter, som man jo altid kan genlæse! For mit vedkommende skal det nok være noget i den dur, hvis jeg skal have udsigter til at færdigøre det på en nogenlunde acceptabel tid.

Men hvad med jer, skal i deltage?

4 kommentarer:

  1. Jeg har det også ret ambivalent med det hele. Jeg har prøvet et par gange efterhånden, men de der udfordringer tager også livet af min læsning. Jeg elsker lister, men at holde mig til dem? Nej tak, det er (desværre) ikke noget for mig. Det går endda galt med biblioteksbøger. Jeg låner alt for mange, for jeg ender med slet ikke at have lyst til "den slags bøger" når jeg har dem liggende...

    Jeg får også stress. Bare at se andre læse 150 bøger om året, jeg forstår det ikke! :O Og folk der kværner 90 sider i timen, altså..hvordan gør de det? Jeg kan slet ikke være med. Jeg læser mega langsomt, hvis ikke jeg skimmer.. Det giver mig stress! Jeg ser ud til at være den eneste med et mål for lørdag der ligger under 1000 sider. Hvis jeg når 600 vil jeg være glad og tilfreds.

    SvarSlet
  2. Jeg synes hele ideen med at sidde og læse sammen med tusindvis af andre er helt fantastisk! Og ville faktisk selv meget gerne deltage, men skal arbejde både lørdag og søndag, så det ville blive minimal timetal jeg ville kunne deltage. Men jeg synes virkelig du har valgt en god blanding bøger, hvis du vælger at deltage! :D HP er som du selv siger, altid genlæselig!! :b
    Jeg synes klart det et fasinerende projekt :D

    SvarSlet
  3. Jeg deltager ikke, men jeg revner snart af misundelse! :-D
    Vi får gæster både lørdag og søndag, så det passer slet ikke ind i planerne. Jeg tager så delvis revanche weekenden efter, hvor jeg har en hel del transporttid ifm. tur til Jylland, så jeg må lave en mini-marathon der ;-)


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
  4. Jeg har det lidt som dig. Tanken om at sidde og læse mens så mange andre gør det samme er dragende, men samtidig er jeg dårlig til så ´faste rammer´omkring min læsning. Kan godt lide udfordringer, men de skal helst være 'løse og brede' :) Samtidig tror jeg også jeg ville stresse helt vildt, da jeg er en langsom læser og formentlig ikke ville nå mere end en brøkdel af hvad andre når... men så igen, er det jo slet ikke en konkurrence, men hvornår har man nogensinde kunne lade være med at sammenligne med andre? Så ja, jeg er også i tvivl om jeg skal deltage eller ej. Uanset hvad har jeg en aftale om aftenen, så 24 timer er lidt umuligt at klare...

    SvarSlet