fredag den 21. februar 2014

LET'S TALK ABOUT...


Jeg føler lidt, at jeg bliver nødt til at komme ud med noget. Noget jeg har brændt inde med, i efterhånden ret lang tid. Og jeg ser desværre ikke tendensen ændre sig. Så nu må jeg sige noget. Og hvis du ikke synes, at du gider endnu et debat-indlæg angående 'korrekt etikette' i bogblog-land, så er det helt okay, hvis du ikke gider læse med. Det er nemlig dét, det skal handle om! 

Jeg synes nemlig der bliver talt så forbandet meget om, hvad der er 'rigtigt og korrekt adfærd' i forhold til boglæsning, bogkøb og sprog! Lad mig lige slå noget fast: der er ikke noget der er rigtigt og forkert! Jeg er så træt af, at blive dømt og anklaget fordi man køber sine bøger over internetshops i stedet for den lille hyggelige købmandsforretning, der er de danske kædeboghandlere (ha!). Ord som 'doven' og 'grisk' bliver brugt overfor den, som vælger at ligge sine penge hos fx. Amazon og ikke nede i rare Bog og Idé eller Arnold Busck. Vi (os der bruger internettet) frarøver altså de stakkels danske butikker potentiel indtjening og er grådige i det, at vi sætter pris på 2 bøger for én bogs danske pris. Er det virkelig med dén på, at vi skal tage  sådan en diskussion? Nej det er da ej! Det gør intet godt udover, at opsætte to fronter: De tilsyneladende politiske korrekte der støtter dansk handel overfor den kapitalistiske stortromlende pengemaskine, der er de udenlandske bogshops. Og det passer jo slet ikke.

Diskussionen er ensidig og skæv. For det første er der en seriøs mangel på selvstændige boghandlere i Danmark. Hvordan kan det mon være? En af grundende kunne jo være markedet og den pressede økonomi. Det er svært, at være special-butiksejer herhjemme. Måske endnu svære er det når kædeforretningerne (så som Bog og Ide samt Arnold) udkonkurrere dem og skubber den allerede pressede forretning tættere på konkurs-stregen. Jamen hov? Var boghandlerne ikke ofrene? Jo, sådan lyder det virkelig tit i debatten. Men man glemmer lidt, at de rent faktisk selv er med til, at gøre det svært for de små selvstændige. Præcis ligesom Føtex, Bilka og Internethandlen gør det svært for kædebutikkerne. Haps haps, de bider alle sammen hinanden i røven for, at få en del af kagen.

Når det så er sagt, så er min personlige begrundelse for ikke, at synes de danske boghandlere er "all that", at jeg simpelthen ikke synes de kan give mig den ekstra ydelse og service, som det koster, at gå til dem. For det koster ekstra! Og ja, det er mine surtoptjente sparekroner og jeg er nu engang den type der vil have så meget for dem, som muligt! Gør det mig så til et 'grådigt' menneske? Nej det synes jeg jo selvfølgelig ikke selv. For mig er det ganske simpel fornuft. Jeg kan ikke se, hvordan jeg skal kunne retfærdiggøre de ekstra penge når jeg ikke får noget 'ekstra' ud af oplevelsen. De boghandlere jeg møder ude i det danske land, er ikke 'hyggelige' eller service-orienterede. Ekspedienterne ved mindre om, hvad der er på markedet, end jeg selv gør. Udvalget er tit forbavsende småt og hvad er der så tilbage? Jeg får ikke nogen service eller vejledning, og hvis de skulle imødegå mine ønsker om udvalg, ville de skulle bestille det specielt hjem til mig - og så kan det da være komplet ligegyldigt, at jeg har bevæget mig derned i første omgang?!

Jeg er ikke modstander af de danske boghandlere, men jeg er træt af at de skal opstilles på en piedestal og glorificeres. For det fortjener de ikke. Jeg er træt af, at det skal fremstilles, som grådigt og forkert, at bruge de udenlandske internetboghandlere. At man er 'landsforræder' og direkte enligt er skyld i, at samtlige danske boghandlere må dreje nøglen om. Det er en naiv holdning, at have. Det er ganske simpelt et spørgsmål om, at kunne følge med markedet og udviklingen. Det er Damernes Magasin vs. Tøjhuset (det er en Matador-reference, til det yngre publikum). 

Hvis bøgerne herhjemme fortsat skal koste, hvad de gør så synes jeg, at boghandlerne bliver nødt til, at oppe sig for, at kunne retfærdiggøre det. Et nyt dansk koncept for, hvad en boghandler er. Gå mere over i bog-cafeens retning. Lave noget ála de amerikanske boghandlere, hvor man kan sidde og læse i bøgerne inde i forretningen, drikke en kaffe og slappe af. Holde temaaftener, forfatterforedrag og højtlæsning. Benytte sig af internettets muligheder og knytte en fungerende webshop til den fysiske butik. Så ville jeg synes, at de ekstra kroner var vel spenderet!

Boghandler vs. internetkøb. Engelsk litteratur vs. Dansk. Er det ikke komplet ligegyldigt? Så længe man selv er glad for sit valg valg og trods alt får læst, det er vel det vigtigste? Bøgerne! Lad os nu stoppe med, at fremhæve noget frem for noget andet og se ned på andre og deres købe- og læsevaner.


---------
For god ordensskyld og så der ikke er nogle der føler sig trådt over tæerne: Ja, det er med inspiration fra alle de indlæg omkring 'de store stygge internetshops', at dette blev en modreaktion. Vi er måske nok uenige omkring dette emne, men lad os prøve at opføre os som voksne mennesker og ikke sætte os hen i et hjørne og blive tøsefornærmede. Det er så træls og unødvendigt. God fredag til jer alle :)

18 kommentarer:

  1. Du fanger det virkelig godt, jeg kunne ikke være mere enig :)
    Som du selv skriver, så handler det jo om at følge med tiden, få mest muligt ud af sine penge (Folk der ikke er enig i det lyver, vil jeg påstå)
    Jeg er bare enig med dig :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak (:
      Ja, det er nemlig et spørgsmål omkring udbud og efterspørgelse og hvorvidt butikkerne kan leve op til det.

      Slet
  2. Det er sjovt, for du rammer flere punkter, jeg længe har spekuleret over. Ikke kun ift. bogbutik-diskussionen, som generelt er meget sort/hvid men også i forhold til andre ting. Ting jeg måske endda selv har gjort mig skyldig i.

    Jeg synes, det er vigtigt at læse varieret, og skriver derfor tit om det. Måske er det særligt på grund af min uddannelse, at jeg har den her tanke med, at man 'skal' læse bredt, og sprede sig både over tidsaldre og kulturer. Eller måske er det bare fordi, jeg gerne vil vide mere om verden og udvide min horisont. I virkeligheden er det nok en blanding.
    Men faren opstår, når man får det til at lyde som en pligt. Som noget man skal. Når folk spørger mig, om jeg ikke "skal læse mere dansk litteratur", som om det er mig påbudt. Så bliver det et problem. For hvad der er vigtigt for nogen, er ikke vigtigt for andre. Jeg prioriterer personligt ikke dansk litteratur over international litteratur; jeg vil gerne læse mere dansk, ja, men jeg vil ligeså gerne læse mere asiatisk litteratur. Fordi det har jeg lyst til.

    Og det er netop dét, vi skal tilbage til. Man skal læse hvad man har lyst til, købe bøger hvor man har lyst og læse de genrer, man har lyst til. Alting behøves ikke at være korrekt. Der er ingen etikette der skal overholdes. Vi burde samles af bogkærligheden, og ikke være optaget af div. pligter overfor samfund, kultur o.lign. (Dér lød jeg lidt som en hippie, gjorde jeg ikke?)

    Det er noget, jeg længe har tænkt over, og dit indlæg bragte det lige frem igen. For ja. Udgangspunktet er det samme; bogdiskussioner bør ikke være sort/hvide, de skal være nuancerede.
    Og særligt boghandler-diskussionen stikker ud her. Jeg føler hurtigt, man som internetkøber bliver puttet i en enorm politisk ukorrekt kasse, men der er virkelig flere ting i det end dét. Jeg køber BÅDE bøger online og i butikker; jeg elsker bogbutikker, men jeg synes også de har fejl. Store fejl. Det største tab for mig skete netop da de selvstændige butikker forsvandt. I Odense er der nærmest ikke en eneste (som sælger nye bøger, altså). Og kædebutikkerne bliver hurtigt ligeså upersonlige som internetbutikkerne. Sommetider, i hvert fald.
    Jeg køber hvad og hvor, jeg har lyst - har bogbutikkerne det jeg mangler, støtter jeg dem med glæde. Men har de ikke min drømmebog på lager, tillader jeg mig at købe den online. Og det vil jeg ikke have dårlig samvittighed over. Udbud og efterspørgsel, simple as that.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig den 'politiske ukorrekte' kasse jeg er enormt træt af! Den løftede pegefinger om, at man burde støtte de danske boghandlere og helst også læse dansk litteratur, for branchen er jo presset... Der er altså ikke noget der hedder burde!

      Man må hjertens gerne foretrække boghandlerne eller synes, at dansksproget litteratur er bedre, men ikke på bekostning af, at kalde noget andet for dårligere eller mere forkert. Det er jo noget barnligt pjat.

      Udbud og efterspørgsel - true that! ;)

      Slet
  3. Og ps, nu glemte jeg at sige, at jeg synes det er et rigtig godt indlæg. Du er modig, og du har fat i noget. Godt set!

    SvarSlet
  4. Jeg elsker din blog post, jeg havde nemlig selv tænkt på at skrive et modsvar til alle de total ligegyldige løftede pegefingre. Men det behøver jeg slet ikke nu, for du skriver det så smukt!!

    SvarSlet
  5. Kan kun erklære mig enig.. Jeg ville da virkelig gerne kunne gå ned i en boghandel og browse fysiske hylder med skønne bøger. Men udvalget er minimalt, grænsende til ikke-eksisterende(min bog og ide har 40 cm x 1 m hylde med engelske bøger. ahva?" Og så er priserne bare åndssvagt dyre. 349 for en hardback? Det kan jeg jo få fucking 6-7 bøger på for amazon. Nul, det vil jeg ikke være med til. Jeg synes da heller ikke jeg er grisk, fordi jeg gerne vil have så meget som muligt for pengene?

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det er bla. også en af de grunde til, at jeg foretrækker Amazon fx - Det er jo det samme med dagligvarebutikker: mælken er billigere i Netto end Føtex, hvorfor er det så 'forkert', at købe den i Netto?!

      Slet
  6. Jeg er ganske enig i, at vi skal holde op med at se ned på andres købe- og læsevaner, eller oversat, i hvert fald tale pænt om vanerne og de mennesker, der har dem. Der er ingen grund til nødvendigvis at skulle sætte det ene op over for det andet.
    Men jeg er generelt lidt i tvivl om, om du med dit indlæg blot mener, at vi skal sænke pegefingeren lidt? Eller om vi helt skal holde op med at fortælle om de ting vi godt kan lide? For jeg har da intet i mod (rent hypotetisk) at læse et indlæg hos en blogger, hvor han/hun f.eks. fortæller om sine erfaringer med e-bøger, hvor meget hun bare elsker at læse e-bøger, og hvad hun i øvrigt synes 'den rigtige' bog mangler, i forhold til e-bogen. Bare fordi jeg ikke kan lide at læse e-bøger, begynder jeg jo ikke at sidde og føle mig ramt eller forkert eller noget, Ligesom jeg (hvis indlægget ellers er i en sober tone) heller ikke har noget i mod at læse et indlæg om, at en person ikke synes om at købe bøger via internettet - jeg sætter mig ikke over i et hjørne og føler mig ramt, fordi jeg altså køber på nettet.
    Så, det jeg prøver at sige er vist bare, at jeg ikke helt er med på, om du agiterer for at tale pænt/ikke nedsættende, eller om vi helt skal holde op med at skrive om de ting, vi kan lide, skabe debat og inspiration? (Hvis der f.eks. var nogen der skrev et ENORMT fedt indlæg om det fede ved lydbøger, kunne jeg f.eks. godt fristes/inspireres til at prøve én gang til, men hvis at skrive fedt om lydbøger er det samme som at skrive skidt om 'rigtige' bøger, kommer det jo aldrig til at ske.)
    For hvis du mener det sidste med dit indlæg, kan vi jo helt holde op med at blogge :p

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Gitte, jeg tror du læser alt muligt ind i indlægget, som slet ikke er der.

      Det jeg skriver er, at jeg er træt af den nedsættende tone og 'dårlige samvittighed' man prøver, at skubbe over på dem der køber bøger via amazon og andre internetbogshops. Det er fint nok, at man foretrækker fysiske danske boghandlere - og det må man for min skyld hjertens gerne tale højt om, men det er ikke i orden, at skabe en atmosfære hvor man får andre til, at fremstå som griske og dovne, bare fordi de ikke nødvendigvis deler samme holdning.

      Den løftede pegefingre/gloriepudsning fylder alt for meget. Det burde ikke være nødvendigt, at tage den tone bare fordi man holder af noget, fremfor noget andet.

      Og så var det egentlig også fordi, at jeg synes internetforretningerne manglede en stemme - alle taler om 'glæden' ved boghandleren og hvor onde butikker som Amazon er. Dette er et 'hey, sådan passer det altså ikke helt'-indlæg.

      :)

      Slet
    2. Fantastisk! Og det gjorde jeg jo så helt sikkert (læste ting ind, som ikke var der) - og det var også netop derfor jeg skrev, for lige at få lidt klarhed over den sag :D
      Men i så fald er jeg ganske og aldeles enig med dig - den løftede pegefinger skal lige sænkes lidt.
      Tak for svar :)

      Slet
  7. Hejsa...
    Fedt indlæg, hvilket jeg kun kan nikke enigt til. Jeg har til gengæld ikke oplevet boghandel-snopperiet, men nu kigger jeg ikke på vildt mange bogblogs.

    SvarSlet
  8. Fantastisk indlæg fra Maja og fantastisk kommentar fra Katja! I har sagt alt det, jeg ville have sagt :D

    SvarSlet
  9. Du har ret, det handler meget om hvem der 'vil tage det første skridt'. Skal det være forbrugeren eller butikken? Hvem vil 'bøje sig' først? Sikkert ingen af parterne. Forbrugeren vil ikke betale mere, og butikken vil ikke ligge stilen om da der er risiko for, at miste penge.

    Godt, at du nævner alt det med momsen for den er helt sikkert en stor del af det. Det er en kringlet debat og jeg ved da heller ikke om der nogensinde bliver fundet en løsning, det håber jeg, for jeg vil jo gerne fortsat have, at der er boghandlere i Danmark, jeg synes bare de skal forbedres! :)

    SvarSlet
  10. Super godt indlæg. Det rammer et relevant emne og er rigtig godt skrevet :)

    Jeg er SÅ enig med dig!

    SvarSlet