torsdag den 20. marts 2014

TRE GODE FRA REOLEN

Hov ja, så kom der da lige en længerevarende pause her inde. Helt uden en 'legitim' grund - har hverken været syg, på ferie eller andet henholdsvis tilsvarende træls og fedt. Jeg har simpelthen bare gået i cirkler omkring mig selv med kæmpe-mega-stressende tanker om dette semesters projekt, der langsomt trækker mig ned i depressions-sølet. Eller okay, det er måske at skubbe den lidt, jeg synes bare det fylder ret rigeligt i mit hoved med det der projekt og så når det ikke har fyldt min hjernekapacitet, så har jeg simpelthen bare været for doven til, at sætte mig ned til tasterne. Simple as that. Men jeg har jo heller aldrig været den type blogger der postede noget regelmæssigt eller har faste dage for bestemte indlæg og temaer - så no harm done, egentlig. Alt kører forsat videre i det uplanlagte og rodede tempo, as usual. Og hurra for dét!

Men nu til noget lidt mere relevant for jer (forhåbentligt)! Selvom jeg har været lige godt vel optaget af destruktive projekt-tanker og en deraf forsaget nagende dårlig mave (jæs), så har jeg selvfølgelig stadig fået læst lidt udover! Og jeg vil virkelig gerne dele tre af mine, for nyligt, bedste oplevelser. De er allesammen så gode, at de fortjener deres eget fyldestgørende indlæg med detaljeret anmeldelse, men det er der absolut ingen chance for, at jeg kan overskue og lave - så vi kører et industrielt samlebånds ros-og-lovprisning-indlæg i ét, i bedste arbeit macht frei-stil! 

Er der en af de nyere chick-lit-agtige film jeg har set igen og igen og.. Så er det One Day! Den er jo bare puurrrfect. Det er Anne Hathaway og det er britisk og det er ohmagod-all-them-tears! Alt det bedste, jo! Men når jeg efterhånden har set filmen en trillion gange, så bliver jeg jo nødt til også, at læse bogen, det synes jeg hvert fald. Og ved i hvad? Den er også super god!! Filmen følger egentlig bogen rigtigt fint og har fået de vigtigste ting med, men som altid er der altid nogle ekstra detaljer, handlingsmomenter og karaktertræk man bedre får udpenslet ved, at læse bogen. Jeg elsker at både Emma og Dex er så 'menneskelige' (duh), de er uperfekte, kantede og har fejl, men de gennemgår en kæmpe forvandling fra da vi møder dem første gang, lige dimitteret fra universitet og er fyldt med visionære forestillinger og ideer omkring deres fremtid til tyve år senere, hvor livet hver især har givet dem nogle knubs og skubbet dem ud på stier de ikke havde set komme. Jeg elsker konceptet med, at man kun følger disse to personer på den samme dag, d. 15 juli, igennem en periode på tyve år. Læs den. Den er god.

Noget andet der er helt exceptionelt godt, er Fangirl af Rainbow Rowell. Hvis man synes, at internettet svømmer med anmeldelser og omtale af hendes Eleanor and Park, så har man ret, men det skal ikke afskrække en fra at se nærmere på Fangirl! Jeg synes nemlig, at denne var langt bedre end EAP - intet malplaceret mega-alvorligt tema omkring misbrug og vanrøgt, der lige skal klemmes ind mellem alle sommerfuglene og candyfloss-følelserne. Det er bare gedigen underholdning der holder hele vejen igennem. Og så handler den om fanfiction, fandoms og hele det community og dets awesomeness! Hallo det er jo Harry Potter-dagene om igen! Jeg elsker det! Den handler om Cath der er mega Simon Snow fan (en fiktiv fantasy serie) og bruger stort set alt hendes tid på, at skrive fanfiction og i det hele taget bare dyrke alt der har med Simon Snow, at gøre for fuld hammer. Men da hun starter på universitet får hun svært ved, at balancere hendes Simon Snow-liv med hendes virkelige - hun kan egentlig meget bedre lide det virtuelle magiske i kontrast til det virkelige liv på campus (hallo, hvem kan ikke det?!), hvor det er meningen, at man skal være social, mingle, gå til fester og have 'the time of your life'. Det har Cath bare ikke. Jeg nød hver en side i denne søde og sjove historie og hvis du nogensinde har været en fangirl i ordets bedste forstand, så bliver du nødt til at læse denne! 

Nu hopper vi over i en lidt anden boldgade, det er nemlig ikke regnbuer og glade dage det handler om når vi taler The Book Thief. Det er mere en diametral modsætning. Vi skal nemlig til Nazi-tyskland under 2. verdenskrig. Først og fremmest, look at that cover, man! Dén forside har tiltrukket mig lige siden jeg skimtede den første gang - jeg tror bare jeg har en kæmpe svaghed for, alt hvad der ser gammel og slidt ud, uden egentlig at være det. Historien handler om pigen Liesel Meminger, bogtyven, der vokser op hos en plejefamilie, lidt udenfor München. Liesel og hendes familie er del af Tysklands underklasse og livet er derfor ikke en særlig fed fest når rationeringen sætter ind og bomberne begynder, at falde. Men imellem alt det så følger man Liesels hverdagsliv der indebærer alt fra tyvetogter i borgmesterens bibliotek, de obligatoriske Hitler Youth-møder og den konstante angst for afsløring der er, når man gemmer en jøde i sin kælder. Men vigtigst er det, at nævne, at bogen er skrevet af Døden! Jeps, ret sejt! Og når en historie er fortalt af Døden, omhandler 2. verdenskrig og en skjult jøde - arhmen, man ved jo bare, at det ender med tårer! Men det er okay for, The Book Thief er virkelig en smuk og rørende bog på alle måder og den er strøget lige ind på min liste over favoritter. Sæt alle sejl ind på, at skaffe denne bog!

Har i læst nogle af disse? Eller måske noget andet godt?

12 kommentarer:

  1. Uh ja, Bogtyven har jeg læst - det er en skøn bog :-)

    SvarSlet
  2. ... ja også One Day faktisk, men det er lidt mere let-benet end først nævnte ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Men det er heller ingen skam! :)

      Slet
  3. Jeg har faktisk længe haft øjnene på "Fangirl". Især da jeg snart begynder at få kvalme af den konstante "Elenor and Park"-ting der florere overalt i bogbloggermiljøet. Alligevel har det sat sig så grusomt at bare forfatterens navn giver mig tics, så læsningen af "Fangirl" må vist vente til mit blodtryk er kommet lidt ned igen. :P

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes du skal overveje den, den er rigtig god nemlig.

      Slet
  4. One Day havde jeg det lidt underligt med (filmen). Faktisk kedede jeg mig lidt - lige indtil slutningen. Så havde jeg bare lyst til, at se den en gang til! :)

    Fangirl har jeg undgået længe, uden nogen egentlig grund.

    The Book Thief. Åh, endelig. Det er som om, der ikke er nogen, der kan lide bogen lige så meget som mig :/ Jeg er begyndt på filmen, men holdt kun til knap 40 minutter. Den var simpelthen så stærk! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Eij jeg elskede både filmen og bogen - kan især godt lide hvordan filmen er knapt så 'happy go lucky', som så mange andre film i den genre. (hvis det overhovedet giver mening)

      - jeg må snart til, at se filmatiseringen af The Book Thief, egentlig har jeg ikke så store forventninger til den, meget mærkeligt da jeg jo elskede bogen!

      Slet
  5. Det er jo helt vildt, hvordan Eleanor & Park er allevegne i øjeblikket. Blogs. Instagram. Tumblr. Så jeg tror, jeg ville kigge nærmere på Fan Girl, bare for at prøve lidt noget andet ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kan kun anbefale Fangirl - imo er den bedre end Eleanor and Park!

      Slet
  6. Hej. Jeg er ny læser på din blog efter jeg så et indlæg på Paperback Castles og vi går faktisk på samme uddannelse på IVA - jeg er også startet i sommers. Superfed blog du har :)

    SvarSlet
  7. Åh, jeg elsker også One Day og The Book Thief. En af de ting jeg faldt for ved førstnævnte er netop at Emma & Dex var så troværdige karakterer - tænkte slet ikke over, at de var fiktive.

    SvarSlet