onsdag den 28. maj 2014

NÅR MAN HAR SAGT JA TIL NOGET..

Hej. Kan I huske mig? Nåm' jeg lever altså stadig og nu er mit projekt blevet afleveret så forhåbentligt kan jeg få lidt mere overskud til, at prioritere bloggen. Det er bare som om, at når man i en lang periode ikke har afsat tid til blogging mm. Så virker det ligepludseligt vildt uoverskueligt, at skulle finde tid til det igen.

En af de ting der har naget i mit baghoved, når vi taler om bloggen, det er de anmeldereksemplarer som jeg sagde 'ja tak' til, men som jeg aldrig rigtigt har fået skrevet noget om herinde. Det er satme for dårligt. Så nu laver jeg altså lige en samlet "mine to cent om Half Bad og Profetiens Kald". 

Half Bad: Arhmen altså, Half Bad blev jo markedsført som the next big shit og "den nye Harry Potter" (hold nu kæft, hvor skal man aldrig sige sådan noget..) og allerede inden den var udgivet er filmrettighederne solgt. Det lugter lidt af hybris ik? Jeg blev hvert fald svært skuffet! Jeg har læst utallige fantasy-bøger der holdte 100 gange mere, end denne. Både plotmæssigt og karaktererne var flade og mangelfulde. Skrivestilen veksler desuden mellem en "du"-fortæller og "jeg. Kapitlerne med "du" var ekstremt forstyrrende for min læsning og meningen fra Sally Greens side var nok, at skabe større engagement hos læseren, men det virkede direkte modsat på mig. Nathan, vores hovedperson, er en meget flad og endimensional karakter og jeg kunne personligt aldrig sætte mig ind i hans adfærd eller ønske om, at møde hans far. Nathan er en blanding af hvid (god) og sort (ond) heks, hans far er the ultimate bad guy og en decideret seriemorder, alligevel er Nathans største ønske, at møde hans far og blive "besties" - HVORFOR?! Giv mig bare én god grund til dette, det bliver selvfølgelig aldrig forklaret.. Derudover så har man nok lånt liiige lovligt meget fra en hvis good old Volde': 

"... Det er navnet på den ondeste sorte heks, der nogensinde har eksisteret."

Jeg vil sige "Marcus". han er min far og jeg vil sige hans navn, men jeg er bange. Jeg er altid bange for, at sige hans navn."
Klassisk Voldemort. Alt i alt: en skuffende oplevelse og lever slet ikke op til alt den hype der blev skabt omkring den.

Profetiens Kald: Første del af en ny sci-fi/paranormal triolgi fra en ny dansk forfatter. Jeg ved simpelthen ikke hvad det er, men det er som om, at når man er en dansk forfatter og skal skrive fantasy til et ungdomspublikum, så virker det lidt som om det er "okay", at kvaliteten ligger langt under middel. Jeg forstår det simpelthen ikke! Hovedpersonen, Kate, er i denne serie sat til, at være 17-18 år og man må derfor forvente, at forfatteren vil ramme samme målgruppe, men både handling og skrivestil passer bedre til piger der lige er ramt teenagealderen. Igen er vi desværre løbet ind i karakterer der er så underudviklet og ligegyldige, at man aldrig rigtigt gider interessere sig synderligt for dem. Kate er ekstremt barnlig og hysterisk hvor Noah, kærlighedsinteressen, er en lidt ligegyldig person der 'bare er der'. Egentlig er det en stor fejl, at kalde bogen for sci-fi, for det er bare en lang fortælling om en piges gymnasieliv og tilhørende fester/filmaftener. Jeg brød mig ikke om bogen og har derfor ikke tænkt mig, at læse videre i serien, i stedet vil jeg give mit anmeldereksemplar af trilogien videre til en der forhåbentligt vil få mere glæde af dem.

Hvis i har læst nogle af disse to, vil jeg meget gerne høre jeres mening - eller om det er nogle i har planer om at læse.

6 kommentarer:

  1. Det er sjovt så mange forskellige holdninger, der er til Half Bad.. Personligt har jeg ikke læst den, men er godt nok ret nysgerrig efter at se hvad jeg selv ville synes om den. Hmm..
    Men hvor har du ret med danske fantasy forfattere! Selv har jeg næsten helt droppet at læse danske bøger, fordi man skal igennem så mange dårlige, før man finder en god. Det er ærgeligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes det er vildt, at der er nogle der rent faktisk har syntes den var god /: Måske kommer det an på, hvor meget udenlandsk fantasy man læser, for hvis man ikke læser så meget - er man måske lettere, at imponere?

      Slet
  2. Jeg giver dig 100% ret med danske fantasy forfattere, det er virkelig ærgerligt, man skulle tro de ikke nogensinde selv har læst noget godt udenlandsk ungdomslitteratur.

    Mht til Haf-Bad så forstod jeg virkelig Nathans trang til at møde hans far som er den anden halvdel af ham selv som han føler der mangler. Det er lige præcis den splittelse at jeg finder interessant i bogen. Og også det der med at det gode og det onde er en stor gråzone. Men jeg læste den heller ikke med tanken om at den var den nye Harry Potter, for det tror jeg ville have smadret oplevelsen fuldstændig for mig. OG jeg er fuldstændig enig med dig i at "du" kapitlerne er mere malplaceret end noget andet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er SÅ ærgerligt! Altså, det er jo ikke fordi jeg fra start af sætter mig et mål om, at hade bogen, men det sker bare så tit.

      Bare fordi det er ens far betyder det jo ikke rigtigt noget, især ikke når han aldrig har mødt eller haft et forhold til ham. Man kan jo i og for sig spørge om du også ville have et ønske om, at møde og bonde' med din far, hvis han var Breivik? Det er som om Nathan slet ikke kunne fatte, at hans far var en ond son of a bitch, men Nathan bare rendte rundt på en lyserød sky og opfandt undskyldninger for ham.

      Slet
  3. Ah, ja. Ligesom Karin er jeg helt enig mht. "du"-kapitlerne. Jeg var lige ved at dø. Det var nok meningen, det skulle inddrage læseren, men alt det gjorde, var at minde mig om, det selvfølgelig ikke var mig, bogen henvendte sig til. Altså.

    SvarSlet
    Svar
    1. De var nemlig vildt malplaceret og off-putting! Jeg havde først lagt bogen fra mig, da jeg ikke orkede den skrivestil, men så hørte jeg at den ikke ville fortsætte sådan, men hvis jeg ikke havde fået det af vide, så havde jeg nok ikke fået den læst.

      Slet